Diverse nyheder
Diverse nyheder
Dansk Super Rally Koncept 2025
Ved rallyinformationsmødet den 10. juni 2024 på HUSET i Hindsgavl/Middelfart præsenterede DASUs bestyrelse deres initiativ med en DSR-styregruppe, der skal sikre en høj kvalitet af Dansk Super Rally (DSR) og de enkelte DSR-afdelinger.
Baggrunden er ifølge DASUs bestyrelse, at de to første afdelinger af DSR i 2024, ikke havde den tilstrækkelige kvalitet og niveau for et dansk DIF Danmarksmesterskab i rally.
Oplægget der blev præsenteret på informationsmødet beskrev en DSR-styregruppe som en overordnet ledelse, der skulle bestemme alt i hele DSR-serien incl. de enkelte DSR-løb. Alle DSR-afdelinger skulle køres efter samme koncept og ledelse. Centrale nøglepersoner som f.eks. løbsleder, afviklingschef, sikkerhedschef, pressechef, tekniskkontrolchef m.fl. skulle være de samme fra afdeling til afdeling.
DASUs bestyrelse bad om klubbernes forslag til personnavne til DSR-styregruppen og de omtalte nøglepersoner. Ingen navne blev nævnt på informationsmødet, og derfor satte DASU en kort indmeldingsfrist til udgangen af uge 27, fordi DSR-styregruppen skulle nedsættes snarest.
Primo september meddelte DASUs bestyrelse, at man havde nedsat en 3 personers DSR-styregruppe med Kenneth Svenden som projektleder samt Niels Erik Jørgensen og René Pallesen. Umiddelbart efter blev der til DSR-arrangørerne 2025 udsendt et udkast til DSR-koncept 2025 (samme koncept som rallyudvalget havde udsendt i foråret).
I oktober havde DSR-styregruppen en række online møder med de enkelte DSR-løbsarrangører 2025. Rally Midtsjælland 2025 (DRC/ASKH) havde møde med DSR-styregruppen den 8. okt., hvor det allerede udarbejdede koncept for Rally Midtsjælland blev drøftet iht. DSR konceptet 2025, og konfliktpunkterne blev drøftet og til dels afklaret.
Primo november fik DRC/ASKH et revideret DSR-koncept 2025 ver. 6 incl. et udkast til samarbejdsaftale mellem DASU og DRC/ASKH om Rally Midtsjælland. DRC/ASKH indsendte herefter en omfattende række kommentarer, ændringsforslag mv. til såvel koncept og samarbejdsaftalerække.
Mandag den 9. december gennemførte DSR-styregruppen et online møde med de 5 DSR-løbsarrangører i 2025, hvor et revideret udkast til DSR Koncept 2025 (version 8) blev fremlagt. Det kunne konstateres, at faktisk alle DRC/ASKH indsendte kommentarer og ændringsforslag var indarbejdet i det reviderede koncept udkast.
I skrivende stund 22.12.2024 er der fortsat ingen konkret afklaring på tracking- og tidtagningssystem i 2025, og derfor heller ikke på økonomien, f.eks. hvad skal deltagerne, løbsarrangørerne og DASU bidrage med til disse omkostninger. DRC/ASKH har heller ikke modtaget et revideret udkast til samarbejdsaftale for Rally Midtsjælland 2025.
Det af DASUs bestyrelse udarbejdede kommissorium for DSR-styregruppen kan ses ved at klikke her
DSR-styregruppens seneste udgave (version 8) af DSR Koncept 2025 kan ses ved at klikke her
