Rally breddesupport 2025-2027 / DASU Rallyskole & mentorsupport

Rally breddesupport 2025-2027 / DASU Rallyskole & mentorsupport

I begyndelsen af 2022 ideudviklede og beskrev DRC et projekt benævnt Rally breddesupport 2022-2024. Projektet blev indsendt til DASU med ansøgning om midler fra DASU’s Initiativ og udviklingsfond. Men DRC måtte senere trække den ansøgning tilbage, da den indbyggede tidsplan ikke kunne holde, og dermed var projektet ikke realistisk.

DRC har så i 2023 revideret udkastet til projektbeskrivelse og ændret projektet til Rally breddesupport 2025-2027. DRC har været i gang med, at finde de nødvendige økonomiske og

arbejdsressourcer, f.eks. i form af en frivillig kompetent projektleder.

Se projektbeskrivelsen Rally breddesupport 2025-2027 ved at klikke her

Da DRC erfarede, at DASU’s Rallyudvalg ifm. deres udvalgsmøde 02/2023 har besluttet, at arbejde med etablering af en rallyskole for kommende rallykørere, besluttede DRC på sit bestyrelsesmøde 03/2025 den 12.06.2023, at tage kontakt til DASU med forslag om evt. at slå de to projekter sammen, eller koordinerede dem til gavn for dansk rallysport.

DRC har den 19.06.2023 fremsendt denne henvendelse pr. mail til DASU’s bestyrelse og Rallyudvalg vedhæftet udkastet til projektbeskrivelsen Rally breddesupport 2025-2027. DRC har efterfølgende i september rykket for svar på denne henvendelse.

På DASU’s initiativ blev der tirsdag den 24.10.2023 afholdt et online møde via TEAMS mellem DRC’s formandskab og DASU’s formand, næstformand, formand for rallyudvalget og generalsekretær. På mødet blev DRC’s oplæg og DASU RU’s ide om en ”Rallyskole” drøftet, og det blev besluttet, at nedsætte end arbejdsgruppe bestående af DASU RU personer, klubrepræsentanter og repræsentanter for målgruppen (unge kommende rallykørere). DASU’s generalsekretær påtog sig opgaven med at udarbejde et kommissorium for arbejdsgruppen ”Rallyskole”. Arbejdsgruppen skulle være færdig med sit oplæg til ”Rallyskole” senest den 15.03.2024. DRC har tilbød at stille med 1-2 personer til arbejdsgruppen. Processen med at udarbejde kommissorium og nedsætte arbejdsgruppen blev næsten 2 måneder forsinket fra DASUs side.

Se DASU’s Kommissorium for arbejdsgruppen ”Rallyskole” ved at klikke her

Omkring årsskiftet 2023/2024 blev arbejdsgruppe for DASU Rallyskole & mentorsupport nedsat med Jens Færgemann (DASUs sekretariat) som projekttovholder, Jeannette Kvick (RU), Niels Erik Jørgensen (KDAK/F), Jørgen Esbensen (DRC), Per Brodersen (DRC) samt rallykørerne Lasse Karlshøj og Anders Hansen. Per Brodersen måtte trække sig fra arbejdsgruppen pga. sygdom og Jeannette Kvick trak sig senere ud af gruppen, og der ikke blev suppleret med et nyt medlem fra RU.

Arbejdsgruppen skulle iht. kommissorium aflevere en projektbeskrivelse incl. budget til DASUs bestyrelse senest den 15.04.2024. Undervejs i den langsommelige proces meddelte RU, at de ville have indarbejdet en såkaldt ”Fast track” løsning i Rallyskolen, så nye rallysportsudøvere kunne erhverve rallylicens via et weekendkursus. Arbejdsgruppen afleverede 1. udkast til projektbeskrivelse primo maj til DASUs bestyrelse.

DASUs bestyrelse behandlede det indsendte projektforslag til DASU Rallyskole & mentorsupport ved dets møde 03-2024 den 15.05.2024. I referatet fra mødet stod følgende:

3.7. Oplæg vedr. etablering af DASU Rallyskole (B24-047)
Bestyrelsen takker arbejdsgruppen for det meget grundige og gennemarbejdede oplæg vedr. etableringen af en DASU Rallyskole. Oplægget har taget højde for og anvist løsninger på de punkter, der var indeholdt i kommissoriet for arbejdsgruppen. Bestyrelsen har dog nogle få spørgsmål, som ønskes afklaret inden projektet sættes i gang og vi indkalder derfor arbejdsgruppen til et møde snarest.

To repræsentanter fra DASUs bestyrelse (Hans Bruun, Rikke Pajbjerg) afholdte efterfølgende et online møde via TEAMS med arbejdsgruppen, hvor det blev meddelt, at bestyrelsen ville have fjernet det af RU ønskede ”Fast track” forløb. Arbejdsgruppen blev bedt om at udarbejde et revideret projektforslag, og snarest fremsende det til bestyrelsen.

Arbejdsgruppen udarbejdede efterfølgende et revideret og mere detaljeret projektforslag, hvor ”Fast track” var udeladt, og hvor der blev beskrevet undervisningsforløb incl. moduler, varighed og indhold. Der også blev udarbejdet revideret budgetforslag (4 års periode), samt en liste med navne på evt. personer til projektledelse, undervisere, rådgivere, instruktører og mentorer. Disse reviderede dokumenter blev medio juni fremsendt til DASUs bestyrelse og Rallyudvalg.

Se den endelige projektbeskrivelse for DASU rallyskole & mentorsupport ved at klikke her

Se totalbudget 2024-2027 for DASU Rallyskole & mentorsupport ved at klikke her

Se årsbudget 2024 for DASU Rallyskole & mentorsupport ved at klikke her

Det reviderede projektoplæg incl. budget mv. blev behandlet på DASUs bestyrelsesmøde 04-2024 den 13.08.2024. Resultatet af bestyrelsesbehandlingen kan ses af nedenstående udklip fra bestyrelsesreferat 04-2024:

2.3. Status på rallyskoleprojektet (B24-059)

Bestyrelsen drøftede hvordan og i hvilket omfang projektet DASU rallyskole kan igangsættes. Den efterfølgende beslutning er baseret på vores nuværende organisatoriske og økonomiske formåen, samt bestyrelsens vurdering af potentialet i det fremsendte oplæg. DASUs bestyrelse har, foranlediget af Jacob Nørtofts opsigelse, besluttet at revidere DASUs talent- og elitearbejde. Målet er at få udpeget en talent- og eliteansvarlig inden for de enkelte sportsgrene, herunder også rally. På baggrund af det oplæg, arbejdsgruppen bag rallyskolen har lavet, har DASUs bestyrelse besluttet, at den talent- og eliteansvarlige for rally skal forestå arbejdet omkring mentorer som beskrevet i rallyskolens og Dansk Rally Clubs oplæg (fase 3/4). Denne del af oplægget vurderes af bestyrelsen til at have det største potentiale til for alvor at gøre en forskel på eliteplan. DASUs bestyrelse vurderer, at fast track og rallyskole (rekrutteringsdelen), det der i gruppens oplæg er fase 1 og fase 2, er arbejde der primært bør foretages af DASUs klubber, eventuelt med støtte fra DASUs rallyudvalg. Bestyrelsen vurderer, at opgaven med fase 1 og fase 2 dels er for omfattende til at kunne varetages af en person, dels at opgaven er for omfattende til at kunne varetages med den nuværende bemanding på DASUs sekretariat.
På den baggrund ser bestyrelsen ikke behov for at afholde de planlagte infomøder i slutningen af denne måned. I stedet ser bestyrelsen hellere, at tiden bruges til at finde den talent- og eliteansvarlige for rally samt mentorer til talentprogrammet og sammen med disse hurtigst muligt lægge planer for det videre arbejde med talenterne, herunder hvordan vi finder de rallykørere, der skal vejledes og hjælpes.

I uge 34/2024 modtog arbejdsgruppen besked om, at gruppen var nedlagt og DASU henviste til ovenstående referat.

DRCs efterskrift:

Den hårde konklusion er, at projekterne Rally breddesupport 2025-2027 og DASU Rallyskole & mentorsupport blev ”kastet i skraldespanden” af DASUs bestyrelse, der åbenbart ikke, da de udarbejdede kommissoriet havde tænkt projektideen til ende og dannet sig et billede af hvad konsekvenserne og kravene kunne blive.

Endvidere kan det konstateres, at DASUs bestyrelse og Rallyudvalg ikke var enige og formodentlig heller ikke havde kommunikeret og afklaret ønsker, krav og behov indbyrdes inden de meldte offentligt ud. Så skulle der ”Fast track” ind i projektet, så skulle det tages ud, og så åbenbart ind igen i en eller anden form.

DASU tog ikke opgaven på sig med etablering af en Rallyskole, der kunne tiltrække nye rallysportsudøvere, og hjælpe disse evt. nye udøvere godt i gang med rallysporten og undgå store besværligheder og økonomiske fejltagelser. Men endte med at sende ideen om en rallyskole ud til klubberne som deres evt. ansvar.

Mentordelen som stammer fra DRCs breddesupport ideoplæg, må vi nok afvente en tid endnu, om det bliver til noget i DASU-regi. Det håber vi selvfølgelig meget aht. rallysporten, men ca. et ½ år efter bestyrelsens beslutning har vi endnu ikke hørt noget officielt, om det DASU-tiltag indenfor rallysporten mht. talent og elitearbejde incl. mentorsupport, som er beskrevet i bestyrelsens referat fra august 2024.