Dansk Rally Club-medlem Lars Hjorth har sammen med sin søn Simon Hjorth vundet danmarksmesterskabet i Eliteklassen i SONAX DASU Classic. Det stod faktisk allerede klart inden weekendens finaleløb, Webasto Classic på Midt- og Sydsjælland. Men med endnu en klassesejr blev Lars og Simon som eneste mandskab mestre med maksimumpoint, nemlig 200, ved at vinde fire ud af de seks løb i serien.
I Eliteklassen kører man udelukkende med analoge, tidstypiske instrumenter som Halda-triptællere, hvorimod man i Expert- og Sportklassen og de andre klasser må benytte moderne, digitale instrumenter.
Lars og Simon kører i feltets ældste bil, en Triumph TR4A fra 1966. En bil, hvor der ikke er stræbt efter at vinde Concours d’Elegance titler, men på at vise en tresserbil med maser af patina.
Dansk Rally Club ønsker tillykke til Lars Hjorth.
Lars Hjorth i sin Triumph TR4 på vejr mod DM-titlen