Opel rally team
Teamnavn:
OPEL RALLY TEAM
DOT – DEALER OPEL TEAM
Opel Rally Team Danmark
Firma / bilimportør:
1972-1975: Opel forhandlerne i f.eks. Odder, Kalundborg, Ringsted, Vordingborg og Århus
1976-1996: GM Danmark (Generel Motor) Opel importør
Opstart & ophør:
Opstartet i 1972 af Opel forhandler Bent Walbrigde i Odder
Ophørt i 1996.
Teamchef:
1972-1975: Ingen officiel teamchef
1975-1981: Boel Hansen – København (ansat hos GM/Opel)
1982-1987: Jan Glad – Kalundborg
1988-1994: Jørgen Nielsen – Bække/Egtved
1996-1996: Ingen officiel teamchef
Rally- & banebiler:
Opel Kadett Rally 1,9
Opel Ascona A 1,6 & 1,9
Opel Commondore GSE
Opel Kadett GT/E & Kadett GT/E 1000 serie
Opel Ascona B 2,0
Opel Ascona 400
Opel Manta 400 og Opel Manta i200
Opel Kadett GSI og GSI 16V
Opel Calibra 2,0 & Calibra Turbo 4×4
Opel Astra GSI
Rallykørere/-hold:
1972-1975:
Carl M. Syberg – Hans Kolby Hansen – Jan Glad – Jørgen Hansen – Aage P. Skov – Jørgen Binder – Poul Weinrich
1976-1980:
Jan Glad – Jørgen Hansen – Morten Spiro – Jens-Ole Kristiansen
1981:
Jens-Ole Kristiansen, Jørgen Hansen, Morten Spiro
1982:
Jens-Ole Kristiansen – Jan Glad
1983-1984:
Jens-Ole Kristiansen – Poul-Erik Jensen – Stanis Berthelsen
1985-1987:
Jørgen Nielsen – Jens Mulvad – Steen Andersen
1988-1991:
Jørgen Nielsen – Jens Mulvad – Henrik Lundgaard
1992-1993:
Jørgen Nielsen – Henrik Lundgaard
1994-1996:
Henrik Lundgaard
Resultater / titler:
1Opel teamet (under de tre teamnavne) vandt mange DM-titler gennem de godt 20 år, bl.a. i: 1972, 1973, 1974, 1975, 1976, 1977, 1978, 1979, 1980, 1981, 1982, 1983, 1984, 1985, 1987, 1988, 1991, 1993, 1994.
19 generelsejre i danske og udenlandske rallyer. Gruppe og klassesejre ikke opgjort, men et anseligt antal.
Teamhistorie:
Opel Rally Team DK blev etableret op til sæsonen 1972 af Opel forhandler Bent Walbridge i Odder, der sponsorerede Carl M. Syberg i Opel Kadett 1900 Rally og Hans Kolby Hansen i Opel Ascona 1,6 S. Hans Kolby Hansen vandt Rally DM i 1972 i den nye Opel Ascona A.
Succesen for det nye danske Opel team, samt det svenske Opel teams succes gennem et par år, fik øjnene op hos flere danske rallykørere for bilmærket og specielt den nye Ascona A. Til sæson 1973 fik Jan Glad og Jørgen Binder en aftale med Opel forhandleren i Kalundborg, Jørgen Hansen med forhandleren i Ringsted, Aage P. Skov med forhandleren i Vordingborg og Poul Weinrich med forhandleren i Århus. Dermed opstå det landsdækkende forhandlerteam benævnt Opel Rally Team. Det blev til flere DM-guld i 1973, 1974 og 1975.
Op til sæson 1976 blev nogle af Opel kørerne kaldt ind til GM Danmark (Opel importøren) for at blive hædret for deres mesterskaber. Her blev det oplyst, at Opel fabrikken i Tyskland ville gå 100 % ind i rally med opbakning, støtte og pengepræmier på EU-plan. Der skulle være en teamchef i hvert land, og GM Danmark havde udpeget Boel Hansen som dansk teamchef (han var ansat hos GM). Samtidig blev det meddelt at GM Danmark havde bestilt 4 stk. Opel Kadett G/E 1,9 beregnet til rally i Danmark.
Dir. Blicher Jacobsen fra GM Danmark spurgte Jan Glad, hvem han syntes skulle køre de Kadett GT/E’ere udover ham selv. GM ønskede to ”stabile” og to ”vilde” kørere. Det nye Opel ”fabriksteam” kom til at bestå af Jan Glad (Gr. 2), Jørgen Hansen (Gr. 2), Morten Spiro (Gr. 1) og Jens-Ole Kristiansen (Gr. 1).
I perioden fra 1976 til 1979 kørte Opel Rally Team i Opel Kadett GT/E med to gr.1 og to gr. 2 biler. I 1978 blev 1,9 L Kadetterne udskiftet til den nye Opel Kadett GT/E 2,0 (1000 serien). Teamet vandt DM-titler i årene 1976, 1977, 1978 og 1979. Det danske team opnåede også, at blive den 3. bedste Opel team i EU.
I 1980 kom der en ny forhjulstrukne Opel Kadett, der ikke egnede sig til rally. Derfor skiftede det danske Opel team til Opel Ascona B 2,0, fortsat med to gr. 1 og 2 gr. 2 biler og med samme kørerbesætning. Teamet vandt et DM-guld i 1980.
Til 1981 blev ressourcer i Opel Rally Team koncentreret omkring Jens-Ole Kristiansen der skulle køre Opel Ascona 400 gr. B. Jan Glad forlod teamet, men Jørgen Hansen og Morten Spiro i Opel Ascona B 2,0 forsatte men med reduceret budget. Teamet vandt igen DM-guld.
Til 1982 sæsonen blev Jan Glad ”hentet tilbage” til teamet som kørerende teamchef og deltog i en ny Opel Manta i200 gr. A. Jens-Ole Kristiansen fortsatte i Opel Ascona 400 gr. B. Jørgen Hansen og Morten Spiro forlod teamet. Teamet vandt to DM-guld (Gr. A og B).
I 1983 blev der indkøbt en Opel Manta 400 gr. B til Jens-Ole Kristiansen. Jan Glad stoppede som aktiv kører, men fortsatte som teamchef. Ny kører i Opel Manta i200 blev Poul-Erik Jensen fra Greve.
Teamet vandt igen DM-guld.
I 1984 blev Opel Rally Team udvidet med Stanis Berthelsen i Opel Manta i200. Opel teamet vandt endnu engang DM-guld.
Fra sæsonen 1985 ville GM Danmark kun satse på den nye forhjulstrukne Opel Kadett GSI gr. N og A. Jens-Ole Kristiansen forlod Opel teamet, Jan Glad fortsatte som teamchef og ansatte Jørgen Nielsen, Jens Mulvad og Steen Andersen til, at køre Opel teamets tre nye rallykadetter i 1985 til 1987. Teamet vandt igen DM-guld i 1985 og 1987.
Til sæsonen 1988 fratrådte Jan Glad som teamchef og Jørgen Nielsen blev kørende teamchef, suppleret af Jens Mulvad og Henrik Lundgaard alle i Opel Kadett GSI. Teamet vandt DM-guld.
Opel teamet fortsætter i 1989, 1990 og 1991 med Jørgen Nielsen som kørende teamchef og suppleret af Jens Mulvad og Henrik Lundgaard alle i Opel Kadett GSI og GSI 16V. Teamet vinder DM-guld i gr. A i 1991.
Til sæson 1992 forlader Jens Mulvad teamet til fordel for Toyota, og Jørgen Nielsen bygger en ny Opel Calibra gr. A. Henrik Lundgaard fortsætter i Opel Kadett GSI 16V gr. A. I 1993 ombygger Jørgen Nielsen Opel Calibra’en til Turbo 4×4 i gr. A. Teamet vinder DM-guld.
Til sæsonen 1994 forlader Jørgen Nielsen Opel teamet og starter hos Peugeot. Henrik Lundgaard forsætter som ene mand i teamet i Opel Calibra Turbo 4×4 gr. A, og vinder DM-guld. Lundgaard fortsætter i Calibra’en i sæson 1995.
I sæson 1996 dropper Opel Calibra’en og Henrik Lundgaard kører i stedet en Opel Astra GSI gr. A, dog uden det store held. Lundgaard forlader Opel teamet efter sæsonen til fordel for Toyota.
Det officielle Opel rallyteam lukker med udgangen af 1996 sæsonen efter 24 år indsats i dansk rallysport.