Regularity rally

Regularity rally

Dansk Rally Club har gennem en længere årrække gennemført et årligt pålidelighedsløb / Regularity Rally, som klubbens eneste officielle løbsaktivitet under DASU (Dansk Automobil Sports Union).

Løbet er gennem 11 år blevet afviklet under navnet Oresund Rally og har i næsten alle år været tællende til det officielle DASU Danmarksmesterskab i pålidelighedsløb. De seneste år har Oresund Rally også været tællende som en afdeling af NEZ Regularity Championship (NEZ – North European Zone), samt som kvalifikationsløb til FIA Trophy for Historic Regularity Rallies.

Som det fremgår af navnet Oresund Rally har det ca. 200 km lange pålidelighedsløb, de fleste gange været afviklet i Nordsjælland og tæt på Øresund. Men de seneste år er løbsområdet ”trukket” mod Midtsjælland og væk fra Øresundsregionen. Dette er bl.a. sket for at finde brugbare og passende svære vejforløb, der kan give det nødvendige faglige niveau for deltagerne.

Deltagerne i Oresund Rally kommer fra hele Danmark, og de skal køre i klassiske biler (min. 30 år gamle). Der har også været deltagere fra vore nabolande som Sverige, Norge, Tyskland, Finland og fra de baltiske lande.

Oresund Rally er gennem årene blevet et kendt og anerkendt arrangement hos deltagerne og i de ovenfor nævnte løbsserier.

Dansk Rally Club satser fortsat på i årene fremover, at afvikle et årligt pålidelighedsløb / regularity rally under navnet Oresund Rally og med høj faglig og arrangementsmæssig kvalitet.